Re:Generationsvandring

Lørdag den 29. april 2023 kl. 10-16 langs Giber Å syd for Aarhus

Selvom mange siger, at fremtiden ligger i børnenes hænder,
ligger den reelt i relationen mellem generationerne.

Nora Bateson, forsker i levende systemer
Det Internationale Bateson Institut

Byg generationsbroer
til fremtiden

Hvis vi skal gøre os håb om at forstå, hvad der sker i og omkring os, har vi brug for at lære sammen på tværs af generationer.

Verden er vildere, end de fleste af os, der lever nu, nogensinde har oplevet:
Klimaforandringer, krig, inflation og andre kriser påvirker vores samfund, liv og fremtid på måder, ingen af os kan forudse eller overskue konsekvenserne af. Slet ikke alene.

På denne vandring mødes vi på tværs af generationer for sammen at finde svar på nogle af de helt store spørgsmål, som mennesker til alle tider har stillet sig selv:

Hvor kommer vi fra?
Hvad er meningen med livet?
Hvad sker der, når vi dør?

De forskellige generationer livserfaringer giver en mangfoldighed af perspektiver på de universelle spørgsmål og på de store og alvorlige beslutninger, vi skal træffe vores nutid – på fremtidens vegne.

Samtalerne bringer os tættere sammen, bygger relationer og sår frø til handlinger for fremtiden, mens vi deler vores historier, tanker, spørgsmål, tvivl, drømme og håb. Kom og oplev, hvad der sker, når vi åbner os for det og for hinanden.

Hvorfor Re:Generationsvandring?

At regenerere betyder at genoprette, opbygge, genskabe, hele.

Regeneration er en biologisk proces i naturen og en voksende bevægelse blandt mennesker på tværs af politisk tilhørsforhold og generationer, der arbejder for en fremtid, hvor mennesker og (anden) natur kan trives og blomstre.

Denne vandring er en regenerativ handling født af intentionen om at skabe og styrke relationer mellem generationer.

Om vandringen

Vi vandrer langs Giber Å ca. 9 km fra Vilhelmsborg Ridecenter gennem skove og enge, langs marker og hegn til åens udløb ved Moesgaard Strand. Vi tager os god tid og holder pauser undervejs, så alle kan være med.

Ruten er inddelt i etaper med hver sit spørgsmål, som drøftes med forskellige samtalepartnere på tværs af generationer. Ved afslutningen af hver etape deler vi noget af det, der har inspireret os i samtalerne.

Omkring halvvejs på turen bliver der anledning til et generationsmøde, der rækker ud over de generationer, der vandrer sammen. Dette møde kan få vidtrækkende følger for den enkelte og for fremtiden.

Kom selv eller sammen med en fra din egen eller en anden generation. Invitér dine forældre, (unge/voksne) børn, bedsteforældre eller store børnebørn med på en vandring, der vil styrke jeres relation og skabe nye relationer på tværs af generationer.

Hvad kan du opleve?

“Human by Nature har en fantastisk måde at forene natur
og møde med nye mennesker!

Det var dejligt at komme ind på samtaleemner, der ikke
ligger til højrebenet i den travle hverdag.

Jeg fandt en dyb ro og afslappelse på denne tur.
De varmeste anbefalinger herfra.”

Ellen, jurastuderende, 21 år

“Naturen og den dygtige facilitering skabte et sikkert rum for refleksion over temaet forbundethed.

At deltage og komme hjem er som at opleve Benny Andersens ord:

Jeg sænker min kikkert og ser, at alle de adskilte dele hænger sammen som et hele, der kan blive til meget mer.

Jes, agil coach, 53 år

Dine guider

Nicklas Mørk (f. 1997)

Nicklas er cand. mag i anvendt filosofi med speciale i bæredygtighed. Han arbejder med bæredygtighed,  hvor mennesket og naturens sammenspil, velvære og sundhed er i fokus.

Han bor på naturskønne Als med sin kæreste, hundehvalp, hest og kaniner og uddanner sig inden for regenerativ ledelse.

Anne Weber Carlsen (f. 1959)

Anne er stifter af konsulentvirksomheden Facilitator og medstifter af konsulentfællesskabet Human by Nature, hvor hun arbejder med naturfacilitering, regenerativ ledelse og organisatorisk rewilding.

Hun har en baggrund som cand.mag. og journalist, er mor til tre og mormor til fem.

Praktiske informationer

Tid

Lørdag den 29. april 2023 

kl. 10.00-16.00

Mødested

Vilhelmsborg Ridecenter, Bedervej 101, 8320 Mårslet

Pris og tilmelding

Du reserverer din og evt. ledsageres plads ved at tilmelde dig via linket nedenfor og betale 500 kr pr. person på Mobilpay til 27248190.

 

Transport

Letbanen (L2) og bus nr. 17 kører fra Aarhus til Vilhelmsborg. Bus nr. 18 kører fra Moesgaard Strand tilbage til Aarhus.

 

De, der kører i bil, mødes kl. 9.30 på p-pladsen ved Moesgaard Strand. Her fordeler vi os i et antal biler, der kører til Vilhelmsborg. Når vandringen slutter ved Moesgaard Strand, kører vi tilbage til Vilhelmsborg.

Medbring

Mad og drikke til turen. Påklædning efter vejret og fodtøj, du går godt i. En notesbog/blok og noget at skrive med. Evt. noget at sidde på.