Tænker du nogensinde på, hvad du vil med de næste 20-30 år af dit liv?
Anden halvdel af livet er for mange et vendepunkt og indgangen til en livsfase med tid og plads til fornyelse.
Til at sætte nye mål og opsøge nye interesser, venskaber og fællesskaber, som rækker ud over familien og arbejdslivet og ind i livet efter arbejdet. Tid til at bygge broer og bane nye veje til det liv, du ønsker at leve resten af livet eller næste fase af det.
Du
- mærker en længsel efter ny mening i dit arbejdsliv og behovet for at gentænke dit personlige formål
- nærmer dig overgangen til livet efter arbejdet og er begyndt at tænke over, hvad det skal bruges til
- har lagt arbejdslivet bag dig og ønsker at bidrage med din tid, dit engagement og dine erfaringer til at sætte positive aftryk på verden.
Hvis du kan genkende dig selv i disse beskrivelser, har vi en invitation til dig.
Fremtiden
begynder her
Fem dage i forandringens og fællesskabets tegn
Himmelbjerggaarden er et nordisk inspirationscenter for bæredygtig levevis.
Midt i skoven på bjerget ligger Bines Hjem, som er en del af Himmelbjerggaarden og rammen om dette kursus for dig, der er på vej fra én livsfase til den næste.
Fem dage i august mødes vi – 20 modne og livskloge mennesker – for at tænke over, tale sammen, drømme stort og smukt og i fællesskab begynde at skabe fremtiden. Vores egen og den, vi efterlader til dem, der kommer efter os.
I løbet af de fem dage ser vi tilbage på de liv, vi har levet, og reflekterer over, hvad vi har lært på vejen.
Du får mulighed at sige farvel til det, der ikke længere har værdi og mening for dig, og inspiration til at åbne dig mod det nye, der nu bliver plads til at invitere ind i livet.
På kursets sidste dage forvandler vi drømme, idéer og ønsker til realiserbare planer for den fremtid, der begynder, når du forlader fællesskabet på bjerget og starter på resten af dit liv.
På rejse fra fortid til fremtid
Sammen tager vi på en fælles rejse fra fortiden over nutiden til den fremtid, vi ønsker at skabe for os selv og dem, der kommer efter os.
Processen følger Otto Scharmers Teori U, som beskriver, hvordan man kan lære af den fremtid, som konstant er ved at blive til og kan sanses, når man åbner sit sind, sit hjerte og sin vilje og lytter med hele sit væsen.
Når vi gør det i fællesskab, træder de mulige fremtider tydeligere frem, og vejene til at nå dem begynder at åbne sig. Vi bliver tryggere, modigere og mere eventyrlystne efter at begive os ud på de ukendte og måske uvejsomme stier.
Andre inspirationskilder til forløbet er gamle tiders myter og fortællinger om livsovergange og de ritualer, der markerer dem, samt den nyeste forskning om senkarrieren, 100 års livet og de muligheder og udfordringer, det lange liv giver os som individer og som samfund.
Hvad skal min nye fortælling være, og hvad er min rolle som ældre i en verden, der værdsætter vækst fremfor visdom?
Forløbet
Kurset vil byde på en mangfoldighed af muligheder for at fordybe sig i samtaler, i naturen og i egne refleksioner over det, du har brug for at give tid og opmærksomhed nu og her, hvor du er i dit liv.
Vi får besøg af mennesker, som kan inspirere os til at se på os selv og verden med nye øjne og til at handle på det, vi ser og mærker. Programmet ser sådan ud i overskrifter:
Ankomst
Velkomst til Bines Hjem og til en uge i fællesskabets og forandringens tegn. Vi går på opdagelse i omgivelserne og starter rejsen mod fremtiden.
Rødder
Vi ser tilbage på det liv, vi har levet indtil nu, og på det, der har gjort os til dem, vi er blevet. Hvad har vi lært, og hvad nyt skal vi lære i denne fase af livet?
Drømme
Halvvejs gennem ugen træder vi ud af tiden og ind i en verden af drømme, muligheder og visioner. Hvad længes jeg efter i mit liv? Hvad åbner sig for mig nu?
Forvandling
Vi besøger de mulige fremtider, som åbner sig for os, og fortæller hinanden historier om, hvem vi er ved at blive.
En vigtig grænse markeres og krydses.
Vejen hjem
På sidste dag omsætter vi drømme til handling og bygger broer fra ugen på bjerget til fremtiden. Hvad er de første skridt på vejen mod resten af dit liv?
Informationsmøde 31. maj kl. 16-17
Vi glæder os til at præsentere det detaljerede kursusprogram på det informationsmøde, vi holder 31. maj kl. 16-17 på Zoom.
Her kan du møde os, der står bag kurset, og høre mere de oplevelser ugen byder på, og de gæster vi har inviteret.
Du tilmelder dig informationsmødet her. Det er gratis og uforpligtende at deltage, og alle er velkomne.
Bines Hjem
Bines Hjem ligger midt i naturen som nabo til Himmelbjerget. Det er et kursussted med smukke og velindrettede værelser, opholdsrum, undervisningslokaler og egne køkkefaciliteter.
Huset ligger tilbagetrukket fra de øvrige bygninger på Himmelbjergaarden og fungerer som retreat for mennesker, der søger naturen, stilheden og fordybelsen i de smukke og historiske rammer indenfor eller udendørs ved søens bredder og omkring bålet.


Naturen kommer til at spille en hovedrolle i forløbet. Vi befinder os midt i den og uanset vejret, vil den byde på oplevelser, når vi begiver os ud i den på vandringer eller for at være i den og hente inspiration i dens stilhed og storhed.
Bag Bines Hjem fører stier ind i skoven og videre mod Himmelbjerget, Juelsø og dybere ind i et eventyrligt mosbeklædt skovlandskab.


Hvem står bag?
Vi er et fællesskab af mennesker i anden halvdel af livet, som vil være med til at forandre verden til det bedre.
Det har vi gjort det meste af vores liv, så hvorfor stoppe nu, hvor så meget kalder på vores engagement og aktive handlinger?
Derfor har vi lagt vores faglige viden om menneskelig udvikling, politisk engagement, fællesskaber, fortællinger, kommunikation, kreativitet og entreprenørskab samt vores mangfoldige livserfaringer ind i udviklingen af det kursus, vi selv drømmer om at deltage i, her hvor vi er i livet lige nu.
Vi mærker, at mange deler vores drømme og ønsker om at gøre en forskel for fremtiden, mens vi stadig kan. Hvis du er en af dem, vil vi glæde os til at byde dig velkommen i Bines Hjem 21.-25. august.
Nedenfor kan du læse mere om pris og praktik. Vi tilråder hurtig tilmelding, hvis du vil sikre dig en plads på kurset.
Send en mail eller ring til en af os, hvis du har spørgsmål til kurset, eller der er andet, du vil drøfte eller dele.

Marie-Louise Arnfast
Journalist og co-founder af
Kontekst Kommunikation
Send en mail til
Marie-Louise
+45 40563436

Carsten Borup
Udviklingskonsulent og sekretariatsleder
A3 Foreningen engAgerede Alders Aktivister
Send en mail til Carsten
+45 20806900

Anne Weber Carlsen
Facilitator og co-founder af konsulentfællesskabet
Human by Nature
Human by Nature
Send en mail til Anne
+45 27248190
Kursusinformation
Tid
Mandag 21. august 2023 kl. 11 til fredag den 25. august 2023 kl. 14.
Sted
Bines Hjem, Himmelbjerggaarden, Himmelbjergvej 11, 8680 Ry.
Pris
Kr. 7.000 som dækker undervisning, materialer, forplejning og ophold i delt dobbeltværelse. Sengelinned og håndklæder kan lejes.
Tillæg for eneværelse: 1.000 kr. Rabat, hvis du overnatter i medbragt telt eller sover hjemme: 1.000 kr.
Øl og vin kan købes eller medbringes.
Tillæg for eneværelse: 1.000 kr. Rabat, hvis du overnatter i medbragt telt eller sover hjemme: 1.000 kr.
Øl og vin kan købes eller medbringes.
Mad
Maden er grøn og økologisk.
Skriv til os, hvis du har allergier eller andet, vi skal tage hensyn til.
Kørsel
Vi opfordrer til fælleskørsel, så skriv gerne, når du tilmelder dig, om du har brug for kørelejlighed eller kan give et lift til Himmelbjerggaarden.
Medbring
Sengelinned og håndklæde.
Tøj, som du kan bevæge dig i. Badetøj
Fodtøj, du kan gå og danse i
En lille rygsæk
Siddeunderlag
Notesbog og noget at skrive og tegne med
Tag dit instrument med, hvis du spiller musik.